Psykoedukation: Hvad det er, og hvordan du bruger det i dit arbejde

Psykoedukation er undervisning i psykiske problemer og deres behandling. Personen, og ofte de pårørende, får viden om, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvad der hjælper.

Ordet kommer af psyke og edukation, altså oplæring. Du støder på det i psykiatrien, i kommunerne, på bosteder og i terapi. Mange fagfolk bruger det hver dag uden at kalde det noget særligt.

Her kan du læse, hvad psykoedukation dækker, hvad forskningen viser, og hvordan du gør det godt i dit eget arbejde.

Hvad betyder psykoedukation?

Psykoedukation er en måde at dele viden på, så den kan bruges. Målet er, at mennesker forstår deres egne reaktioner og bliver bedre til at håndtere dem. Det gælder både den, der har det svært, og dem omkring personen.

En meget brugt beskrivelse kommer fra to amerikanske forskere, Lukens og McFarlane. De beskriver psykoedukation som en indsats, der kobler undervisning med støtte og samarbejde. Personen ses som en, der har ressourcer og selv kan lære at mestre sin situation.

Hvad indeholder psykoedukation typisk?

• Viden om problemet, fx hvad angst, stress eller depression er, og hvordan det viser sig i kroppen, tankerne og adfærden.
• Viden om behandlingen, fx hvad der sker i terapi, og hvorfor man arbejder, som man gør.
• Tegn på forværring, så personen og de pårørende kan reagere tidligt.
• Det, personen selv kan gøre, fx rytme i hverdagen, søvn og at bede om hjælp i tide.

Er psykoedukation det samme som terapi?

Nej. Psykoedukation er en del af en behandling eller en indsats. Den giver viden og et fælles sprog. Terapi går videre og arbejder med de tanker, følelser og vaner, der holder problemet i gang.

I de fleste terapiformer er psykoedukation dog et fast element. I kognitiv adfærdsterapi lærer klienten fx, hvordan tanker, følelser og handlinger hænger sammen. I metakognitiv terapi lærer klienten om bekymring og grublerier, og om at man kan vælge ikke at følge tankerne. Uden den forståelse giver øvelserne ofte ikke mening for klienten.

Du kan læse mere om forskellen på terapiformerne i Hvad er psykoterapi?

Hvad viser forskningen om psykoedukation?

Forskningen peger på, at psykoedukation hjælper. Hvor meget afhænger af, hvad den bruges til, og hvordan den gives.

Depression, angst og psykisk belastning

En metaanalyse fra 2009 samlede forsøg med kort psykoedukation, hvor deltagerne fik information og materialer uden egentlig terapi. Den fandt en lille, men målbar effekt på symptomer på depression og psykisk belastning. Analysen byggede kun på fire studier, så resultatet skal læses med forsigtighed.

I Danmark skriver Sundhedsstyrelsen i sin retningslinje om depression, at patienter bør tilbydes psykoedukation om depression som led i behandlingen, også om risikoen for tilbagefald. Anbefalingen bygger på faglig enighed i arbejdsgruppen bag retningslinjen.

Skizofreni og bipolar lidelse

Et Cochrane-review fra 2011 samlede 44 forsøg med psykoedukation ved skizofreni. Færre fik tilbagefald i grupperne med psykoedukation, og flere tog deres medicin som aftalt. Forfatterne vurderede dog, at kvaliteten af studierne var begrænset, og at den sande effekt nok er mindre.

Ved bipolar lidelse fandt et spansk forsøg fra 2003, at gruppepsykoedukation gav færre tilbagefald end almindelige gruppemøder. Det er et enkelt forsøg, så det siger mest om, at metoden er lovende.

Samlet set er psykoedukation godt underbygget som en del af en behandling. Den kan ikke stå alene, når nogen har brug for egentlig behandling.

Hvordan bruger du psykoedukation i dit arbejde?

Psykoedukation virker bedst, når den er kort, konkret og tilpasset personen. Her er en enkel måde at gøre det på.

1. Spørg først. Hvad ved personen allerede, og hvad undrer hun eller han sig over? Så starter du det rigtige sted.
2. Brug personens egne eksempler. Forklar fx hjertebanken ved angst ud fra den situation, personen lige har fortalt om.
3. Giv én ting ad gangen. Mennesker under pres kan ikke rumme meget ny viden. Hellere tre minutter, der sidder fast, end en hel forelæsning.
4. Tegn det. En simpel tegning af en ond cirkel eller en stresskurve huskes bedre end ord.
5. Tjek forståelsen. Bed personen sige med egne ord, hvad hun eller han tager med. Så hører du, om budskabet er nået frem.
6. Giv noget med hjem. Et ark, en note på telefonen eller en øvelse til ugen.

Et eksempel fra hverdagen

En pædagog på et bosted taler med en ung, der får panikanfald før aftensmaden. I stedet for at berolige forklarer pædagogen kort, at kroppens alarmsystem går i gang, selv om der ikke er fare. Hjertet banker, vejrtrækningen bliver hurtig, og det føles farligt, men det går over af sig selv. Den unge får et navn for det, der sker, og en idé om, hvad hun eller han kan gøre næste gang.

Hvem bruger psykoedukation?

Psykoedukation bruges af mange faggrupper. Sygeplejersker bruger det i psykiatrien og i kommunale sundhedstilbud. Pædagoger og socialpædagoger bruger det med børn, unge og voksne på institutioner og bosteder. Socialrådgivere bruger det, når de taler med borgere og familier om stress, angst eller misbrug.

Psykologer og psykoterapeuter bruger det i næsten alle forløb. Lærere bruger det, når de taler med elever om eksamensangst eller trivsel.

Psykoedukation til pårørende

Mange forløb inddrager de pårørende. Når familien forstår, hvad der sker, bliver de bedre til at støtte uden at overtage. De bliver også bedre til at se tegn på, at det går den forkerte vej. Sundhedsstyrelsens retningslinje om angst hos børn og unge nævner fx, at kontakten med behandlingsstedet i de fleste tilfælde rummer psykoedukation til forældrene.

Hvor går grænsen for psykoedukation?

Psykoedukation er viden. Den erstatter ikke udredning eller behandling. Som fagperson skal du holde dig til det, du ved, og være ærlig om det, du ikke ved.

• Stil ikke diagnoser, medmindre det er en del af din faglige rolle.
• Lov ikke, at noget går over, hvis du ikke ved det.
• Henvis til egen læge, når nogen har det meget svært, eller når symptomerne ikke bliver bedre.

Psykoedukation om stress kan fx hjælpe en kollega til at forstå sine reaktioner. Står kollegaen midt i akut stress, skal hun eller han også have hjælp fra lægen.

Hvordan bliver du bedre til psykoedukation?

God psykoedukation kræver to ting: at du forstår problemet i dybden, og at du kan forklare det enkelt. Den første del kommer af viden om metoderne. Den anden del kommer af træning med rigtige mennesker og feedback fra nogen, der har gjort det i mange år.

Det er en af grundene til, at mange pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere vælger at tage en terapeutisk uddannelse. På uddannelsen til psykoterapeut MPF lærer du fem metoder: MCT, ACT, KAT, DAT og CFT. I alle fem er psykoedukation en del af arbejdet med klienten. Du træner det i klientarbejde og får supervision undervejs.

Uddannelsen tager fire år på deltid, så du kan tage den ved siden af dit arbejde. Pris, adgangskrav og datoer står på siden om psykoterapeut MPF.

Ofte stillede spørgsmål om psykoedukation

Hvad betyder psykoedukation?

Psykoedukation betyder undervisning i psykiske problemer og deres behandling. Personen og ofte de pårørende får viden om, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvad der hjælper, så de selv kan være med til at håndtere det.

Er psykoedukation det samme som terapi?

Nej. Psykoedukation er en del af en behandling eller en indsats. Den giver viden og et fælles sprog. Terapi går videre og arbejder med de tanker, følelser og vaner, der holder problemet i gang.

Hvem må give psykoedukation?

Mange faggrupper bruger psykoedukation i deres arbejde, fx sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, psykologer og psykoterapeuter. Det vigtige er, at du holder dig til det, du ved, og henviser videre, når nogen har brug for udredning eller behandling.

Virker psykoedukation?

Forskningen tyder på det, men effekten afhænger af, hvad den bruges til. En metaanalyse fandt en lille effekt af kort psykoedukation på depression og psykisk belastning. Ved skizofreni og bipolar lidelse er psykoedukation forbundet med færre tilbagefald, men studierne har svagheder.

Kilder

• Lukens, E. P. og McFarlane, W. R. (2004). Psychoeducation as evidence-based practice: Considerations for practice, research, and policy. Brief Treatment and Crisis Intervention, 4(3), 205–225. doi.org/10.1093/brief-treatment/mhh019
• Donker, T., Griffiths, K. M., Cuijpers, P. og Christensen, H. (2009). Psychoeducation for depression, anxiety and psychological distress: a meta-analysis. BMC Medicine, 7, 79. doi.org/10.1186/1741-7015-7-79
• Xia, J., Merinder, L. B. og Belgamwar, M. R. (2011). Psychoeducation for schizophrenia. Cochrane Database of Systematic Reviews, 2011(6). doi.org/10.1002/14651858.CD002831.pub2
• Colom, F. m.fl. (2003). A randomized trial on the efficacy of group psychoeducation in the prophylaxis of recurrences in bipolar patients whose disease is in remission. Archives of General Psychiatry, 60(4), 402–407. doi.org/10.1001/archpsyc.60.4.402
• Sundhedsstyrelsen (2016). National klinisk retningslinje for non-farmakologisk behandling af unipolar depression. sst.dk
• Sundhedsstyrelsen (2016). National klinisk retningslinje for behandling af angst hos børn og unge. sundhedsstyrelsen.dk